søskende..

Jeg  har lige læst min datters indlæg til sin lillesøster. Et varmt og smukt indlæg, der fortæller om søsterkærlighed af en særlig slags. Det giver mig anledning til at tænke tilbage på min egen barndom/ungdom som storesøster til en lillesøster. To søstre vidt forskellige. Jeg var den store og skulle passe på min søster. Jeg var ligeledes tvunget til at have hende på slæb.. mangen engang har hun råbt at jeg skulle vente... og mangen engang har jeg sneget mig ud og væk fra hende for at lege med veninderne.
hvor mange gange har jeg  flettet hendes smukke kastanjefarvede hår, og lånt hende diverse bluser. hvor mange gange har jeg reddet hende ud af kæresteforhold der ikke var det hun håbede... altid på farten var hun, og min far sagde jeg måtte holde øje med hende. Storesøster var jeg ...og ind imellem hadede jeg at være det. Rollen som storesøster var ikke selvvalgt, men en rolle  jeg fik forærende i en alder af 2,3/4 år.
Indholdet i rollen blev dikteret af mine forældre.... ubevidst helt sikkert. Blev jeg ansvarspålagt allerede i barndommen. Ja.. det var det der skete. Jeg skulle ligeledes være et forbillede,  var derfor altid korrekt i min opførsel.... dog husker jeg at jeg kunne være spontan og gøre ikke helt gennemtængte ting. Gud ske tak og lov for det..
Min søster var anderledes sorgløs, ikke ansvarsløs, men havde friheden til bare at være. Det  har jeg altid  midsundt hende. Hun  er lillesøsteren....
I dag er vi voksne, og underskriver os  med søs. det giver  en dejlig varme og betyder for mig, at selv om vi er forskellige og har haft forskellige roller i  familien, så er vi søstre på godt og ondt og vil altid være det.
Tusind tak mor at du gav mig en søster. Søsterkærlighed er en særlig kærlighed.